Det var en stor succes da Kulturens Venner havde kombineret en gourmet-aften med musikalsk underholdning
Der var dækket op med alt, hvad kulturhuset i Engesvang formår af service, da Kulturens Venner havde en aften med gourmet og musik fredag 31. januar.
Bodil Jørgensen og Maiken Stenersen bakket op af flere hjælpere havde hele dagen stået i kulturhusets køkken og tilberedt en finere middag. De 70 deltagere i festen fik til forret laksetimbale med røgede lakseroser og citronkaviar. Hertil en grøn dressing med bl. a. papirstynde skiver af gulerod. Til hovedret var der braiseret oksespidsbryst, serveret med pommes anna, selleripure, grønne asparges, ærtespirer og en eventyrlig rødvinsglace. Desserten var chokoladekage med marcipan og nougat med hindbærcoulis og vaniljeis. Dertil passende vine.
Der var en festlig stemning ved bordene, hvor der blev smagt på maden og nippet til vinene, mens man nikkede anerkendende. Og som det blev bemærket ved nogle af bordene, så var det her fin mad på landbomanér: Selv om det var fint som en fransk restaurant, så var det store portioner, så ingen behøvede at gå sultne fra bordet.
Til lyden af knaldende champagneflasker og klirrende kaffekopper, gik anden del af festen i gang. Musikalsk underholdning med den lokale gruppe ”Chathrine og Firemen”, der består af Cathrine Møller Madsen og fire af de frivillige brandmænd ved brandstationen i Engesvang.
Tre af brandmændene var i dagens anledning iklædt sixpence. Det var der en god grund til, en stor del af musikprogrammet var Kim Larsen, der jo blandt andet var kendt for på sine ældre dage altid at gå med sixpence.
Imens blev der i baren solgt drinks. Naturligvis den cocktail, der kaldes brandbil.